I den nordøstlige del af Vordingborg kommune finder man det naturskønne område Præstø og Idrætshøjskolen Bosei. Som navnet indikerer,har Bosei tidligere været en Japansk kostskole. I dag er Bosei dog en klassisk idrætshøjskole, dog med et asiatisk islæt.
Udover at være et epicenter for ungdommen, har Bosei også en interesse i bæredygtighed. Dette afspejles bl.a. gennem Boseis køkkenhave, som ikke blot forsyner idrætshøjskolen, men også to lokale restauranter.
Men Bosei har også en dedikation til grøn energi, hvilket kommer til udtryk gennem deres investeringer i vedvarende energi.
Faktisk kan Bosei bryste sig af at være den første danske højskole, der både har investeret i solceller og flowbatteri.
Solcellerne finder vi på en mark bag Bosei, mens flowbatteriet er placeret i kælderen under skolen. Tilsammen sørger de for at Bosei har grøn energi i stikkontakterne, selv når solen ikke skinner.
Flowbatteriet kan med en effekt på 16 kW og en kapacitet på 100 kWh nemlig lagre den overskydende energi fra solcellerne, på de tidspunkter hvor solen står højest, og gemme den til efter mørkets frembrud. Tidspunkter, hvor skolen ellers skulle have købt sin strøm fra nettet.
Men det betyder også, at skolen kan lagre den egenproducerede strøm fra de dage, hvor skolen står tom fx i weekender og ferier og gemme den til de dage, hvor eleverne rent faktisk har deres daglige gang på skolen, nemlig i hverdagene.
Hermed får skolen over 20.000 kWh/årligt ekstra ud af deres egenproducerede grønne og gratis strøm fra solen, hvilket svarer til det årlige energiforbrug for seks danske gennemsnitsfamilier.