Frederikshavn Boligforening

Januar 2024

Smart flowbatteri skal beskytte Vivaboligs lejere mod flygtige elpriser, black-outs og brown-outs.

På Konvalvej 47 i Aalborg kan boligorganisationen Vivaboligs lejere nu se frem til lavere elregninger. Fremover vil et 10 kW VisBlue flowbatteri med intelligent styring (SMARTflow) nemlig sikre at ejendommens solcelleanlæg udnyttes optimalt.

Solenergi er nærmest eksploderet i Danmark de seneste år. Det gælder også solceller påtage. Men selvom der er mange rigtig gode grunde til at investere i solceller, er der én overvejende udfordring for solcelleejerne. herunder boligorganisationen Vivabolig.

PROBLEM

Som solcelleejer er du nemlig forpligtiget til at sælge overskydende solenergi tilbage til elnettet, indenfor bare én time efter den er produceret.

”Vi sender alt for meget energi tilbage i elnettet, som vi ikke får glæde af.”

For lejerne på Konvalvej, som er på arbejde i dagtimerne, hvor solcellerne producerer, betyder det, at de går glip af deres egenproducerede grønne og ”gratis” strøm, da denne sendes tilbage i elnettet for senere at blive købt dyrt tilbage, når lejerne kommer hjem fra arbejde og skal bruge strømmen.

LØSNING

Den udfordring har VisBlue dog fundet en løsning på. Ved at lagre overskudsenergien fra de solrige timer på et flowbatteri og gemme den til de mørke aften- og nattetimerne, øges solcellernes udnyttelsesgrad fra 34 til 57 procent.

”Det giver på alle måder mening at gemme energien fra vores solceller medet flowbatteri.” lyder det fra René Kristoffersen, der er driftschef i Vivabolig.

”På den måde kan vi både spare penge på energiregningen og forbedre Vivaboligs grønne profil.”

Hos VisBlue er man også rigtig glade for at kunne tilføje Vivabolig til sin kundeportefølje. VisBlue der også leverer flowbatterier til kommuner, selvejende institutioner og industrien, blev nemlig skabt ud fra et ønske om at hjælpe boligorganisationer med at løse netop dén udfordring, der ligger i, at solceller producerer strøm i dagtimerne, hvor lejerne ikke er hjemme til at bruge den, fortæller CEO Søren Bødker.  

”Boligorganisationer har altså en helt særlig plads hos mig. Derfor gør det mig enormt stolt og glad hver eneste gang en boligorganisation vælger at gå med en VisBlue-løsning.” fortæller Søren Bødker, der CEO og Co-founder i VisBlue.

10 kW flowbatteri med 60 kWh placeret i ejendommens kælder.

GEVINST

Udover at lagre overskudsenergi fra ejendommens solcelleanlæg, vil VisBlues flowbatteri også lagre strøm fra elnettet, når priserne her er lave.

Derved opnås en yderligere energioptimering, idet batteriet herved også tilfører værdi, når solen ikke skinner fx. på overskyede dage eller i det mørkere vinterhalvår, hvor solcelleanlægget producerer langt mindre. Dette muliggøres fordi Vivabolig har købt et batteri med VisBlues SMARTflow-software, som bruger data til at købe intelligent ind, når priserne i elnettet er lave.

Herved har Vivabolig fremtidssikret Konvalvejs lejere mod elnettets flygtige priser, uforudsete black-outs og planlagte brown-outs, hvis hyppighed forventes at stige som resultat af omstillingen til vedvarende energi. De sidstnævnte brown-outs er i modsætning til black-outs et værktøj, som elselskaberne benytter for at sikre at elnettet ikke overbelastes, når der er for meget strøm i elnettet.